Gode sovevaner er nøglen til optimale sportspræstationer

Google+ Pinterest LinkedIn Tumblr +

Det kan næsten lyde helt paradoksalt, men faktisk er noget af det vigtigste for udbyttet af din træning de timer du tilbringer i sengen. God og tilstrækkelig søvn gør dig faktisk stærkere, hurtigere og tilmed i bedre mental form. Derfor skal du have fokus på dine sovevaner, hvis du tager din sport og træning seriøst.

Hvis du ikke prioriterer din søvn, så får du meget mindre ud af al den energi du lægger i træningen, og det er en skam.

Søvn giver effektiv restitution til din krop

Når du træner nedbryder du din krop. Styrketræner du er det eksempelvis dine muskelfibre der nedbrydes. Disse skal så genopbygges, og denne proces er hele essensen i, hvorfor du eksempelvis bliver stærkere af at styrketræne.

Dine muskler oplever en større belastning end normalt når du træner, og derfor forsøger kroppen at genopbygge musklerne, så de er stærkere til at klare belastningen bedre næste gang. Når du træner regelmæssigt er det denne konstante cirkel af muskelnedbrydning og genopbygning der gradvis giver dig større muskler og gør dig stærkere.

I denne proces er restitution alfa og omega. Hvis man ikke giver kroppen den nødvendige hvile mellem de hårde belastninger, så får musklerne ikke mulighed for at blive genopbygget tilstrækkeligt og så får du simpelthen ikke det optimale ud af træningen. I værste fald kan det resultere i noget som populært kaldes overtræning.

Søvn er giver den mest effektive restitution for din krop, da du slapper fuldstændigt af.

Disse tips kan give dig en bedre søvnrytme

Det mest åbenlyse er at du skal have nok søvn. 4 timer i din seng hver dag er altså ikke nok. Du skal gerne op omkring 8 timer hver dag. Derudover er det godt at have en rimelig fast struktur for, hvornår du går i seng om aftenen. Hvis du holder dig til at gå i seng og stå op på nogenlunde samme tidspunkter hver dag, så vænner kroppen sig til at få hvile i dette tidsrum, og så kan det være nemmere at falde hurtig i søvn.

Derudover hjælper det for mange at holde soveværelset køligt. En temperatur på omkring 17 grader kan hjælpe. Mørke er også en god hjælp, da kroppen reagerer på lys og tror at det betyder at det er tid til at vågne op. Derfor kan det for eksempel være en god ide at bruge mørklægningsgardiner, hvis du har problemer med at du vågner for tidligt om morgenen når der bliver lyst udenfor.

Sidst men ikke mindst er det godt med ro, når du skal sove. Sørg derfor for, at der ikke er for meget støj omkring dig. Sluk fjernsynet, hvis du har sådan et i soveværelset og luk døren, hvis der er andre i huset, der endnu ikke er gået i seng.

Husk at en god søvn er godt for dig på mange forskellige måder. Derfor gør du dig selv en stor tjeneste ved at sikre, at du får det bedste ud af den.

Del.

Skriv en kommentar